Canada
På den nordøstlige kyst af Newfoundland, hvor den kolde Labradorstrøm driver isbjerge sydpå fra Arktis, og hvor torsk engang svømmede i så store mængder, at det syntes at sikre evig velstand, ligger byen Twillingate på en kæde af øer forbundet med dæmninger og broer — et samfund spredt ud over et havlandskab af en så barsk skønhed, at newfoundlandere kalder det "Verdens Isbjerghovedstad."
Twillingates forhold til isbjerge er ikke blot metaforisk. Hvert forår, mellem april og juli, driver isbjerge, der er brækket af fra gletsjerne i det vestlige Grønland, sydpå med Labradorstrømmen og ankommer til Twillingates kyst i antal og størrelser, der varierer dramatisk fra år til år, men altid er spektakulære. Disse er ikke de små "growlers" fra mere sydlige farvande, men ægte isbjerge — nogle når højder på op til halvtreds meter og vejer millioner af tons — deres overflader skulptureret af vind og bølger til katedraler, buer og umulige overhæng af oldgammelt is, der gløder indefra.
Byen selv besidder den stædige charme fra en afsidesliggende havneby i Newfoundland. Lyse, malede træhuse — gule, blå, røde og grønne — pryder havnene og bakkerne, deres farver et trodsigt svar på det grå hav og den hyppige tåge. Twillingate Museum, indrettet i en anglikansk præstegård bygget i 1912, fortæller om samfundets lange afhængighed af torskefiskeriet — en livsstil, der har holdt generationer i live, indtil torskemoratoriet i 1992 ødelagde økonomien og tvang til en smertefuld genopfindelse.
Twillingates køkken afspejler både det maritime arv og dets kreative tilpasning. Fish and brewis — saltet torsk, der er udblødt natten over og serveret med hårdt brød og sprødt svinefedt (scrunchions) — forbliver den definerende ret for Newfoundlands identitet. Torsketunger, stegt i smør, er en lokal delikatesse, som besøgende nærmer sig med forsigtighed og afslutter med begejstring. Isbjergsvand — høstet fra isbjerge, der driver ud for kysten — bruges til at brygge en sprød, ren vodka og en overraskende blød øl, der markedsfører byens mest fotogene naturressource.
Udover isbjergene byder Twillingate på hvalsafari (knølhvaler ankommer om sommeren for at spise kapelin), vandrestier langs dramatiske klippetoppe og nogle af de mest tilgængelige fugleobservationer i Newfoundland. Long Point Fyrtårn, der troner på en klippe ved øens nordlige spids, byder på panoramiske udsigter, som på klare dage strækker sig til de fjerne isbjergers former, der prikker horisonten som hvide sejl. Twillingate er tilgængelig med bil fra Trans-Canada Highway via Route 340, en naturskøn køretur på cirka fire timer fra Gander. Isbjergsæsonen fra slutningen af april til juli falder sammen med ankomsten af hvaler og havfugle, hvilket gør det til det ideelle tidspunkt at besøge.