Fransk Polynesien
I det vidtstrakte blå tomrum i Tuamotu-arkipelet, cirka tre hundrede kilometer nordøst for Tahiti, rejser Makatea sig fra Stillehavet som en geologisk anomali — en hævet atol, hvis kalkstensklipper tårner over syvogtres meter over havets overflade, og skaber en silhuet, der er fuldstændig forskellig fra de flade, laguneomkransede atoller, der kendetegner resten af Tuamotu. Denne dramatiske forhøjelse er resultatet af tektonisk løft, der skubbede det, der engang var et nedsænket koralrev, højt op over havets overflade og skabte en ø med huler, fossile koralterrasser og tropisk skov, som ikke har nogen visuel pendant i Fransk Polynesien.
Makateas karakter formes af dens ekstraordinære historie med fosfatudvinding og dens mere nylige genopfindelse. Mellem 1908 og 1966 udvandt Compagnie Française des Phosphates de l'Océanie øens rige fosfatforekomster, der stammer fra guano, med en intensitet, der forvandlede landskabet og bragte over tre tusinde arbejdere til et sted, der tidligere kun havde understøttet et par hundrede polynesiske indbyggere. Da fosfatet var udtømt, forlod selskabet øen, arbejderne rejste, og Makatea blev næsten en spøgelsesø — dens befolkning faldt til under halvtreds.
I dag giver ruinerne fra fosfatæraen Makatea en hjemsøgelsesagtig, postindustriel atmosfære. Resterne af lastebroen, det rustne maskineri, de tilgroede jernbanespor og de tomme arbejderkvarterer står i skarp kontrast til den tropiske vegetation, der hurtigt genvinder mineringsområderne. Samspillet mellem industriel arkæologi og naturlig genopretning skaber et landskab, der er både melankolsk og håbefuldt — et sted hvor naturen vinder en langsom, men afgørende sejr over menneskets udvinding.
Makateas klipper har for nylig tiltrukket opmærksomhed fra det internationale klatresamfund. De blotlagte kalkstensvægge, formet gennem årtusinders regn til udhæng, huler og knivskarpe formationer, tilbyder klatring i verdensklasse i en ramme af surrealistisk tropisk skønhed. Ruterne spænder fra moderate til ekstreme, og klatresæsonen varer stort set hele året. Øens huler — nogle med ferskvandspools og forhistoriske petroglyffer — tilfører en speleologisk dimension til klatreoplevelsen.
Makatea er tilgængelig med chartret båd fra Rangiroa (ca. fem timer) eller med sjældne fragtskibe fra Papeete. Der findes ingen hoteller — overnatning foregår hos lokale familier i den eneste tilbageværende landsby. Befolkningen er vokset en smule i de senere år, da økoturisme og klatreturisme skaber nye økonomiske muligheder, men øen forbliver dybt afsides, og faciliteterne er minimale. Den bedste tid at besøge øen på er fra maj til oktober, hvor det tørreste vejr og de køligste temperaturer gør udendørs aktiviteter mest behagelige.