Grønland
På den sydvestlige kyst af Grønland, hvor den subarktiske tundra glider ned mod et fjordsystem af betagende skønhed, ligger bosættelsen Qeqertarsuatsiaat—hvis navn betyder "den lidt store ø" på Kalaallisut—og indtager en position, der indkapsler både livets skønhed og udfordringer i en af verdens mest afsidesliggende beboede regioner. Med en befolkning, der er skrumpet til omkring 200 indbyggere, repræsenterer dette lille samfund spændingen mellem det traditionelle grønlandske liv og de økonomiske pres, der trækker folk mod de større byer. Alligevel bevarer de, der bliver, en livsstil forbundet med havet, isen og de sæsonmæssige rytmer, som har styret menneskets tilværelse i det sydvestlige Grønland i tusinder af år.
Qeqertarsuatsiaats karakter formes af dets ekstraordinære naturlige omgivelser. Bosættelsen hviler på klippefyldt terræn omgivet af et mosaik af øer, skær og isudskårne passager, der skaber et maritimt landskab af labyrintisk kompleksitet. Om sommeren blomstrer de omkringliggende bakker med arktiske vilde blomster—lilla saxifraga, arktisk bomuldsgæs og de små gule valmuer, der virker umådeligt sarte mod den barske baggrund af klippe og himmel. Om vinteren forvandler havisen vandvejene til en frossen motorvej, hvor hundeslæder erstatter både, og nordlyset danser over det snedækkede landskab med en intensitet, der står i forhold til mørket.
Madkulturen i Qeqertarsuatsiaat følger de grønlandske årstidernes rytme. Sommeren bringer fiskesæsonen: arktisk rødding, atlantisk torsk og grønlandsk helleflynder, som er den mest kommercielt værdifulde fangst i grønlandske farvande. Sælskindjagt leverer både kød og sælskind, som fortsat forarbejdes til tøj, støvler og håndværk af samfundets dygtige kvinder. Den traditionelle tilberedning af tørret fisk og tørret sælkød skaber konserverede fødevarer, der nærer samfundet gennem de lange vintermåneder. I de senere år er samfundet også begyndt at høste krekling, blåbær og engelskgrøn, som vokser på den omkringliggende tundra, og disse ingredienser indarbejdes i moderne retter, der ærer den traditionelle viden.
Det omkringliggende fjordsystem byder på enestående naturskønhed for besøgende, der ankommer med ekspeditionsskib. Isbjerge, der er brækket af fra Grønlands Indlandsis, driver majestætisk gennem vandvejene, deres former konstant i forandring, mens de smelter og fragmenteres. De geologiske formationer langs kysten—ældgamle gnejs, der dateres tilbage over tre milliarder år—er blandt de ældste klipper på jorden, deres båndede mønstre fortæller en historie, der omfatter næsten hele planetens historie. Knølhvaler fouragerer i de næringsrige farvande om sommeren, og den lejlighedsvise isbjørn vandrer gennem området om vinteren, tiltrukket mod syd af havisen fra mere nordlige jagtmarker.
Qeqertarsuatsiaat er tilgængelig med ekspeditionskrydstogtskib eller med helikopter fra Paamiut, den nærmeste by af betydelig størrelse. Der er ingen faste flyvninger eller regelmæssige færgeforbindelser. Besøgsæsonen for ekspeditionsskibe varer fra juni til september, hvor juli og august byder på de varmeste temperaturer og længste dage. Bosættelsen har ingen turistindkvartering eller faciliteter, og besøg koordineres på forhånd med lokalsamfundet. Rejsende bør nærme sig med kulturel følsomhed og oprigtig nysgerrighed og forstå, at et besøg i Qeqertarsuatsiaat er et møde med en livsform, der både er ældgammel og truet af moderniseringens og klimaforandringernes kræfter.