Indonesien
Spredt ud over Floreshavet mellem Sulawesi og Flores i det østlige Indonesien danner Sabalana-øerne en lavtliggende koraløgruppe, som tidens gang og turisme næsten har efterladt uberørt. Denne kæde af små øer og atoller — hjemsted for Bajau- og Bugis-fiskersamfund, hvis liv er styret af havet lige så fuldstændigt som hos nogen andre folk på jorden — byder ekspeditionskrydstogtsrejsende på et indblik i en maritim kultur af enestående dygtighed og skønhed.
Sabalanas karakter er uløseligt forbundet med Bajau-folket — de "Havnomader" — hvis forhold til havet er uden sidestykke i nogen anden kultur. Traditionelt tilbringer de hele deres liv på både eller i hus på pæle over vandet, og Bajau-folket har udviklet fysiologiske tilpasninger til dykning, som videnskaben først nu begynder at forstå, herunder forstørrede milte, der tillader længere åndedrætsophold. Deres evner som fridykkere — der kan dykke til dybder på over tyve meter på et enkelt åndedrag for at høste fisk, søpindsvin og skaldyr — er dokumenteret af forskere med åbenlys forundring.
Det marine miljø omkring Sabalana-øerne afspejler deres placering inden for Coral Triangle — det globale epicenter for marin biodiversitet. Revne, selvom de i visse områder viser tegn på dynamitfiskeri (en praksis, der nu aktivt bekæmpes), bevarer en ekstraordinær mangfoldighed. Hårde koraller i mere end hundrede arter danner rammen for et økosystem, der understøtter kæmpe muslinger, Napoleon wrasse, revhajer, havskildpadder og de små, umådeligt farverige nødribrancher, som er en passion for undervands makrofotografer.
Livet på Sabalana-øerne følger rytmer dikteret af vind, tidevand og fiskemigration. Husene — bygget på pæle over lavvandet, forbundet med smalle gangbroer af vejrslidte brædder — udgør vandlandsbyer med en bemærkelsesværdig karakter. Børn svømmer, før de kan gå. Både bygges uden tegninger, ved hjælp af teknikker, der er gået i arv gennem generationer. Aftensmaden er, hvad havet har budt på den dag — grillet fisk, søpindsvin, tangsalat — ledsaget af ris og den stærke sambal (chilipasta), som er det universelle krydderi i det indonesiske køkken.
Sabalana-øerne besøges primært af ekspeditionskrydstogtskibe og liveaboard-dykkerskibe, der opererer i farvandene mellem Sulawesi og Flores. Der findes ingen turistfaciliteter, ingen faste transportforbindelser og ingen indkvartering ud over de aftaler, der eventuelt kan indgås med lokale familier. Den bedste tid at besøge øerne på er i den tørre sæson fra april til november, hvor havene er mest rolige, og sigtbarheden er optimal. Kulturel følsomhed er altafgørende — disse samfund er levende og autentiske, ikke udstillinger, og besøgende bør nærme sig med respekt og en oprigtig interesse i at forstå.